*****
Skole eller arbejde?
Rigtig mange børn i verden går ikke i skole. Det synes du måske kunne være meget rart … ? Men prøv lige, at tænke over, hvad du så skulle i stedet? Du fik jo ikke bare en hel lang dag til fritid og leg. Du skulle nemlig først hjælpe til med pligter hjemme, hente vand, feje og passe dine små søskende. Så skulle du måske også gå rigtig langt for at komme på arbejde inde i byen, hvor du skulle pudse sko eller køre cykeltaxa, og du fik ikke noget at spise, før det blev aften.
Ifølge UNICEF, går næsten 100 procent af alle børn i USA og Europa i skole. I de fattige lande går kun 45 procent af pigerne og 55 procent af drengene i skole. Det er nemlig desværre sådan, at mange børn ikke kommer i skole, fordi det er for dyrt, og fordi familien kan bruge barnet til at tjene penge istedet.
Nogle lande har fri skolegang, men så koster uniformer og skolemad måske for mange penge til, at familien kan overkomme det. Derfor vælger en familie med fire børn måske kun at sende drengen af sted i skole.
*****
Dagligdag for et barn, der arbejder
Hvis et 12-årigt barn i en fattig landsby ikke går i skole, kan en dag se nogenlunde sådan her ud:
06.00-06.30
06.30-07.00
07.00-07.30
07.30-10.30
10.30-12.30
12.30-18.00
18.00-18.30
18.30-19.00
19.00-19.30
19.30-20.00
Hente vand
Se til dyrene
Spise morgenmad
Ordne praktiske ting i hjemmet
Spise frokost og passe små søskende
Samle brænde i skoven, arbejde i marken og andre store opgaver
Hente vand
Se til dyrene
Spise aftensmad
Rydde op, lege og gå i seng
Der er ikke længere så mange børn, der har sådan en dagligdag, fordi der er meget fokus på uddannelse og på, at alle børn skal i skole. Ifølge UNICEF kommer 90 procent af verdens børn i skole i 2014, og det er faktisk rigtig godt! I løbet af de sidste år er det blevet meget bedre, end det har været tidligere.
*****
Unge brude
Piger bliver ofte giftet bort, når de er meget unge. De får børn tidligt, og de har sjældent megen uddannelse. Så skal de være en god kone og husmor. De skal sørge for at ordne pligter hjemmet i stedet for at gøre deres skolegang færdig. Sådan er det især i lande som Afghanistan, Bangladesh, Pakistan, Indien, Nepal og andre lande i Asien.
UNICEF siger, at der er omkring 14 millioner piger mellem 15 og 19 år, der bliver gravide og får børn hvert år. I de fleste tilfælde er det, fordi pigerne er blevet gift meget tidligt. I lande som Bangladesh og i Den Centralafrikanske republik er det faktisk mere end hver sjette pige, der bliver gift, inden hun fylder 18 år. På den måde sparer familien de penge, som det ville koste at have pigen boende.
Når en pige bliver enten gift eller mor, stopper hun desværre også ofte i skolen. Det betyder, at hun får en dårligere uddannelse end piger uden børn får. Piger uden børn har større chancer for at få bedre jobs, tjene flere penge og skabe sig et bedre liv.
Gruppearbejde
- Læs først teksten på denne side
sammen eller hver for sig. - 10 minutter inden I skal give oplæg i klassen,
sætter I jer sammen og taler om, hvad I har læst. - Skriv de ting ned, som gjorde indtryk.
- Overvej hvordan det, I har læst, hænger sammen med de rettigheder, der handler om udvikling.
- Vælg en person, der kan fremlægge kort for klassen.